Sydkorea sporer 2300 mobiltelefoner i kampen mod mers

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

2300 sydkoreaneres mobiltelefoner skal hjælpe landets myndigheder med at forhindre, at flere mennesker bliver syge af den ekstremt smitsomme lungesygdom mers.

Mobiltelefonerne tilhører de personer, der er blevet smittet med sygdommen, og ved at spore de smittedes færden ved hjælp af telefonerne vil regeringen forsøge at bremse udbruddet, der har kostet seks mennesker livet og sendt omtrent 2300 i karantæne.

Samtidig kan sporingen af telefonernes rejser den seneste tid afsløre, hvem de tusindvis af potentielt smittede har været i kontakt med.

Sydkoreas sundhedsministerium justerede søndag antallet af smittede med 23 nye tilfælde, hvilket har fået det samlede antal smittede op på 87.

Ifølge nyhedsbureauet AFP begyndte udbruddet i Sydkorea med seks smittede for to uger siden. Nu har landet det næsthøjeste antal smittede i verden efter Saudi-Arabien, viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol, ECDC.

I Saudi-Arabien er 950 mennesker siden 2012 blevet smittet med mers, eller "mellemøst-respirationssyndrom".

Den første bærer af sygdommen ankom angiveligt fra Saudi-Arabien til Sydkorea i begyndelsen af maj.

Regeringen i Sydkorea er blevet kritiseret for at tilbageholde oplysninger om situationen i landet og for at reagere for langsomt på udbruddet.

200 ud af de 2300 karantæneramte sydkoreanere er blevet isoleret på statslige hospitaler, mens omkring 2100 har fået besked på at holde sig hjemme.

Udbruddet har skabt bekymring i Sydkorea, og mandag holder knap 1900 skoler på tværs af landet lukket, har udenrigsministeriet oplyst.

Frygten har bredt sig til Singapore, hvor alle skoleudflugter med Sydkorea som destination er blevet udsat eller aflyst.

Der har været tilfælde af mers i over 20 lande. Virusset opfattes som mere dødeligt, men mindre smittefarligt, end den lignende sygdom sars, som kostede hundredvis af mennesker livet, da den brød ud i Asien i 2003.

/ritzau/Reuters