Sydkoreansk rigmand køber Tripp Trapp barnestolen for milliardbeløb

En af Norges mest kendte varemærker ender fra årsskiftet på sydkoreanske hænder.

Det drejer sig om Stokke, der blandt andet producerer den meget populære og kendte barnestol Tripp Trapp.

Køberen er den 45-årige Jung-Ju Kim fra Sydkorea, og selv om salgsprisen ikke er oplyst, så vurderer flere kilder, at overtagelsen formentlig koster i omegnen af tre milliarder norske kroner.

Den nye ejer af Stokke er en af de allerrigeste sydkoreanere, og han opkøber lige nu europæiske mærkevarer, der vil kunne sælges på det asiatiske marked, skriver den norske Finansavisen.

Planen er, at føre Stokke-virksomheden videre som hidtil, og derfor er der ikke udsigt til, at købet koster arbejdspladser i Norge.

Siden lanceringen af den første Tripp Trapp barnestol er der solgt 8,5 millioner eksemplarer af den verden over.

Rune Stokke ejer sammen med Maria Loen og deres tre børn størstedelen af Stokke, og han mener tiden var kommet til at en ny ejer tog over.

- Det er lidt vemodigt, da jeg har arbejdet i selskabet i over tyve år. Nu skal familien så overveje hvad vi skal gøre med de realiserede værdier, men vi gør ikke noget forhastet, siger Rune Stokke til Sunnmørsposten.

Dagens Gossip