Sydkoreansk vinter lammer turisttrafik og slår kulderekord

Skrevet af admin

25/01/2016

Dagens topnyheder

Minus 18 grader. Det nåede termometeret ned på i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, søndag. Dermed er der sat kulderekord i byen, for ikke siden januar 2001 er så lav en temperatur blevet målt, oplyser Sydkoreas Meteorologiske Administration.

Dengang faldt temperaturen til 18,6 minusgrader, skriver nyhedsbureauet Yonhap.

Vinteren har for alvor bidt sig fast i Sydkorea, og lørdag varslede landets vejrmyndigheder en "kuldebølge" over Seoul for første gang i fem år.

I andre dele af landet gælder advarslen også. Det gælder blandt andet provinsen Gyeonggi og Incheon nær hovedstaden.

På ferieøen Jeju er omkring 86.000 mennesker strandet. Øen er kendt som Sydkoreas Hawaii, men det største snefald på øen i tre årtier har lukket lufthavnen for tredje dag i træk, skriver nyhedsbureauet AFP.

Transportministeriet har meddelt, at Jejus internationale lufthavn vil være lukket frem til klokken 20 lokal tid. Og der er ingen garanti for, at fly igen vil lette efter 20. Det kommer an på vejret, lyder det.

Ifølge Yonhap er flere end 500 fly til og fra øen blevet aflyst, mens flere aflysninger ventes i løbet af mandag.

Sydkoreas myndigheder opfordrer alle i landet til at være ekstra varsomme de kommende dage på grund af kulden. En kraftig vind kan yderligere få vejret til at føles ekstra koldt.

På hovedbanegården i Seoul blev et tog blandt andet forsinket, fordi en af togdørene frøs fast, i løbet af de få minutter den var åben.

I Nordkorea faldt temperaturen lørdag aften til minus 37,5 grader ifølge Yonhap.

De nordkoreanske myndigheder har også udstedt et varsel om en kuldebølge.

/ritzau/