Sydkoreanske soldater sender varselsskud mod nordkoreanere

Skrevet af admin

12/07/2015

Mest læste i dag

Soldater fra Sydkorea har affyret varselsskud mod nordkoreanske soldater, der ifølge Sydkoreas forsvarsministerium lørdag kortvarigt krydsede grænsen ind til den demilitariserede zone, der adskiller de to lande.

Varselsskuddene blev affyret nær Cheorwon, der ligger nordøst for Sydkoreas hovedstad, Seoul. Det medførte ikke en modreaktion fra de nordkoreanske soldater, der stille og roligt trak sig tilbage, beretter Yonhap, det sydkoreanske nyhedsbureau.

Det er første gang i år, at der er blevet affyret skud ved den demilitariserede zone, der blev oprettet i 1953 ved Koreakrigens afslutning.

De to lande er teknisk set stadig i krig med hinanden, og der har i løbet af årene tidligere været lignende episoder.

Den demilitariserede zone er fire kilometer bred og 248 kilometer lang, og den er sikret med pigtråd og visse steder også landminer. Tusindvis af soldater er sat ind i overvågningen af området på begge sider.

Hvert år flygter hundredvis af nordkoreanere til Sydkorea. men de fleste kommer via Kina. Det er sjældent, at nordkoreanere flygter gennem den demilitariserede zone.

Den seneste vellykkede flugt gennem området for en civil person skete i 2012, men så sent som i juni krydsede en nordkoreansk soldat den demilitariserede zone uden, at der blev affyret skud.

/ritzau/AFP