Sydkoreas premierminister indgiver afskedsbegæring

Premierministeren i Sydkorea, Lee Wan-koo, har tilbudt at gå af, efter at han er blevet koblet til en formodet korruptionsskandale, der involverer flere ledende medlemmer af præsident Park Geun-hyes administration.

Præsidenten er i øjeblikket i Latinamerika og vil først tage stilling til premierministerens afskedsbegæring, når hun kommer tilbage til Seoul i næste uge, oplyser en talskvinde.

- Det er beklageligt. Jeg har sympati med premierministeren og hans kvaler, lyder det i en meddelelse fra præsidentkontoret.

Lee Wan-koo, der blot har været premierminister i to måneder, indgav sin afskedsbegæring mandag aften, efter at oppositionspartierne i landet havde gjort det klart, at de ville fremsætte et mistillidsvotum mod ham.

Premierministerposten er i høj grad symbolsk i Sydkorea, hvor det er præsidenten, der i praksis styrer landet.

Korruptionsskandalen, som Lee Wan-koo anklages for at være en del af, blev kendt, da en tidligere chef for et stort entreprenørselskab tog sit eget liv tidligere på måneden.

I lommen på den døde fandt politiet en liste med otte navne, heriblandt premierministerens. Ved siden af navnene stod et tal, som ifølge politiet viser, hvor store pengebeløb den enkelte har modtaget i bestikkelse.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip