Sydlandsk udseende par efterlyses for to tricktyverier

En 69-årig mand blev i går udsat for et tricktyveri på Skelagervej i Aarhus.

Ved 17-tiden blev han passet op af et udenlandsk par. De talte til ham på engelsk, hvilket den 69-årige mand ikke forstod.

Den mandlige part ville have vekslet nogle penge. Først var det en 20 krone og senere en 100 krone seddel. Og da manden havde pungen fremme, blev der skabt så stor forvirring, at tricktyven fik fat i den ældre mands hævekort, fortæller Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til Dagens.dk.

Der er tale om en mand og en kvinde, begge af sydlandsk udseende, 30-35 år, 175-180 centimeter høj og almindelig af bygning. Manden havde sort kort hår og iført en sort jakke og mørke bukser.

Kvinden havde sort mellemlangt hår.

42-årig kvinde fik stjålet Visa Dankort

Ved 18.40-tiden blev en 42-årig kvinde passet op af formentlig det samme par. Det skete på Silkeborgvej i Åbyhøj.

Det var samme fremgangsmåde, hvor manden ville have vekslet penge. Han gjorde tegn til at hun havde tabt en 50 krone seddel, da hun kom ud af supermarkedet. Kvinden fik sin pung frem og igen her blev der skabt forvirring og tricktyvene stjal hendes Visa Dankort. Det lykkedes tricktyvene at hæve 6.000 kroner.

Beskrivelsen af parret er den samme, som ved tricktyveriet mod den 69-årige mand.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på 1-1-4.

Dagens Gossip