Sydney i chok: Hvorfor var gidseltager på fri fod?

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

Han er blevet dømt eller anklaget for at sende hadebreve til afdøde australske soldaters familier, for at have medvirket til drabet på sin ekskone og for 40 forhold om seksuelle krænkelser mod syv kvinder.

Alligevel var den 50-årige gidseltager Man Haron Monis, der mandag tog 17 mennesker som gidsler i en café i den australske millionby Sydney, løsladt mod kaution.

Det har fået australske indbyggere og medier til at stille spørgsmålet om, hvordan det kan være, at en mand med så mange kriminelle anklager hængende over hovedet kunne gå frit rundt og stå bag det tragiske gidseldrama, hvor to uskyldige personer blev dræbt.

Eksempelvis blev Mike Baird, lederen af regeringen i delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, ved et pressemøde tirsdag morgen lokal tid konfronteret af en journalist, der spurgte "om det ikke er bekymrende, at det faktum, at han var løsladt mod kaution, muligvis gjorde dette gidseldrama muligt".

- Det er bekymrende, at der er sket et ondskabsfuldt og grufuldt angreb i hjertet af vores by, og der vil opstå mange spørgsmål i løbet af de kommende timer og dage, svarede Mike Baird ifølge avisen The Sydney Morning Herald.

Man Haron Monis blev dræbt af politiet, da caféen blev stormet natten til tirsdag lokal tid.

Han blev løsladt mod kaution 12. december sidste år, efter at han ved en domstol blev anklaget for at medvirke til drabet på sin ekskone og mor til parrets to børn.

Monis' tidligere forsvarer Manny Conditsis beskriver ham som en "sindsforvirret person".

- Det er ikke et koordineret terrorangreb. Det er en sindsforvirret person, som har gjort noget skrækkeligt. Hans ideologi er så stærk og magtfuld, at det overskygger hans fornuft og objektivitet, siger advokaten til ABC News.

- Set i lyset af, at han var løsladt mod kaution for nogle alvorlige anklager og havde oplevet forfærdelige ting, mens han var i fængsel, tror jeg, at han har følt, at han ikke havde noget at tabe og derfor gjorde noget så desperat og rædselsfuldt som dette (gidseltagningen, red.), lyder det fra Conditsis.

I april i år blev Monis yderligere anklaget for overgreb på en kvinde i løbet af sin tid som åndelig helbreder. Anklagen udvides i oktober med 40 forhold om seksuelle krænkelser mod yderligere seks kvinder.

Han skulle have været for retten igen i februar 2015.

Tidligere er han dømt for at sende stødende breve til pårørende til australske soldater, der var dræbt i Afghanistan.

/ritzau/