Sydsudan vågner til fred efter fire dages vilde kampe

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Efter fire dages voldsom uro er der tirsdag igen stille i Sydsudans hovedstad, Juba, hvor præsidenten og vicepræsidenten mandag bad deres respektive styrker lægge våbnene.

En journalist fra nyhedsbureauet Reuters skriver fra Jubu, at der ikke er hørt skud i byen tirsdag morgen.

Mandag aften bad præsident Salva Kiir og vicepræsident Riek Machar deres respektive styrker om at indstille kampene.

Kampe brød ud mellem parterne i slutningen af sidste uge, og flere hundrede er meldt dræbt de seneste fire dage.

Ifølge Sydsudans informationsminister, Michael Makuei, blev over 300 soldater dræbt i kampene alene fredag.

I weekenden og igen mandag blev der anvendt både kampvogne og kamphelikoptere.

Kiir underskrev i august sidste år en fredsaftale, og Machar blev som led i den genindsat som vicepræsident i april i år.

Men freden mellem de to kamphaner var kort.

De seneste dages vold har skabt frygt for, at Sydsudan glider tilbage i en egentlig borgerkrig.

Det fik mandag FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, til at opfordre FN's Sikkerhedsråd til at indføre sanktioner og våbenembargo mod Sydsudan.

Desuden bør FN-missionen i Sydsudan have forstærkning i form af kamphelikoptere, så FN kan beskytte civile, siger generalsekretæren.

/ritzau/NTB