Sydsudans hær nedkæmper oprørere i vigtig olieby

Skrevet af admin

27/12/2013

Mest læste i dag

Der er fuld opbakning fra nabolandene til det pressede styre i Sydsudan, hvor kampe har bredt sig de seneste uger mellem de etniske grupper dinkaer - herunder præsident Salva Kiirs - og nuer med den fyrede vicepræsident Riek Machar.

Nabolandene vil ikke acceptere, at den demokratisk valgte præsident Salva Kiir bliver væltet i verdens yngste nation, lyder det.

Fredag aften blev det bekræftet, at de første forstærkninger til FN's fredsbevarende styrker i landet er ankommet. Det drejer sig om 72 politibetjente fra DR Congo.

FN vil fordoble antallet af soldater i UNMISS-styrken, så den når op på 12.500 soldater og 1300 politifolk.

På et møde om situationen i Sydsudan mellem ledere i det østafrikanske samarbejde IGAD opfordrer Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, til at indlede fredsforhandlinger.

- Lad det stå klart, at vi i IGAD ikke vil acceptere, at man imod forfatningen vælter en legitim og demokratisk valgt regering i Sydsudan. Vold har aldrig dannet grundlag for de bedste løsninger, siger Kenyatta.

Også på slagmarken har Kiir haft vind i sejlene, efter at det fredag lykkedes Sydsudans hær at nedkæmpe oprørsstyrkerne i byen Malakal.

- Regeringsstyrker har total kontrol med Malakal, siger hærens talsmand Philip Aguer til nyhedsbureauet Reuters.

Talsmanden tilføjer, at regeringsstyrkerne lige nu jagter oprørerne i området, som ligger i Øvre Nil-staten, hvor der normalt foregår en omfattende olieproduktion. Oprørerne støtter den tidligere vicepræsident i landet Riek Machar.

Meldingerne om oprørernes nederlag i Malakal kommer samtidig med, at den etiopiske udenrigsminister, Tedros Adhanom, på vegne af flere ledere i regionen sagde, at den sydsudanske hær er indstillet på at indgå våbenhvile.

Riek Machar har fredag afvist at forholde sig til, om han vil gå med på en våbenhvile med regeringen.

Den tidligere vicepræsident fortæller, at han har bedt præsidenten om at løslade politiske fanger.

Salva Kiir befinder sig i en magtkamp med den tidligere vicepræsident, og uroen i landet har ifølge FN sendt mindst 100.000 mennesker på flugt.

Kampene i Sydsudan startede 15. december, efter at Kiir beskyldte Machar, som han fyrede i juli, for at lede et kup.

Siden har kampe bredt sig over landet, som blev selvstændigt fra Sudan i 2011.

/ritzau/Reuters/