Sydvestjylland ind i stuerne med BBC

Tv-programmet Nordic Cookery, der produceres af BBC Lifestyle, er kommet til Danmark.

I løbet af weekenden har kendiskokken Tareq Taylor og et tv-hold været vidt omkring i det sydvestjyske for at indfange områdets kontraster – de åbne strandes stærke, salte vind og de små byers historiske gader med masser af åbenlyse kulinariske herligheder.

Udsendelsen, der skal styrke Sydvestjyllands brand, kommer med i anden sæson af Nordic Cookery. Dermed bliver landsdelen eksponeret for over 80 millioner husstande i både Tyskland, Norge, Sverige og Storbritannien samt en række andre europæiske, asiatiske og afrikanske lande – i alt mere end 25 lande.

Manden, der leder slagets gang gennem det kulinariske Sydvestjylland, er den svenske tv-kok Tareq Taylor, der ud over at indtage værtsrollen på skærmen har arbejdet som kok i 25 år, skrevet flere bøger om mad og drevet flere restauranter i Malmø.

Sort sol, blokart og østersjagt

I den 30 minutter lange udsendelse kommer Tareq Taylor omkring mange af Sydvestjyllands ikoniske attraktioner og fænomener. Der er intro ved Sven Wiig Hansens imposante skulpturer Mennesket og Havet.

Herefter hilses der på Paul Cunningham på Henne Kirkeby Kro, efterfulgt af madlavningsoptagelser på toppen af en klit på klitheden med udsigt over Vesterhavet ved Henne Mølle Å´s udløb i Vesterhavet.

Lokale kvalitetsprodukter fra Naturmælks Kristiansminde Mejeri ved Hodde og Slagter Kristiansen på Fanø tages under kærlig behandling i nye opskrifter, og i Vadehavet sættes østersjagten ind.

Øens bistader, der huser Danmarks pureste lynghonning, vises frem og blokarts suser hen over strandens åbne vider, inden stærene lukker og slukker med trækplasteret sort sol.

Under overskriften Nordic Cookery produceres fire tv-udsendelser fra Danmark om moderne nordisk mad og livsstil. Udsendelserne indgår i VisitDenmarks aktiviteter med at brande Danmark med fokus på mad, natur og aktive oplevelser. Programmerne sendes i 2014.

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip