Syerskens mirakuløse redning

Mens de var i færd med at grave sig igennem murbrokker og smadrede redskaber fra tekstilfabrikkerne i bygningen, hørte de pludselig en spæd stemme: »Red mig, red mig«.

Stemmen tilhørte en ung syerske, der arbejdede på anden sal i det ni etager høje Rana Plaza i udkanten af millionbyen Dhaka. Reshma, som hun hedder, havde på nærmest mirakuløs vis overlevet 17 dage under ruinerne, hvor flere end 1.000 af hendes kolleger er blevet mast ihjel.

Den officer, der hjalp Reshma ud af den knuste bygning, fortæller ifølge AFP til Somoy TV, at kvinden stod ret op og ned i et hulrum.

»Først så vi et rør, der bevægede sig. Vi fjernede noget grus og beton, og der fandt vi hende stående,« siger major Moazzem.

»Vi gav hende mad og forsikrede hende om, at hun ville blive reddet. Redningsarbejdet tog 45 minutter. Vi fik hende ud ved hjælp af lette hammere, en håndsav og boremaskiner,« fortæller majoren til TV-stationen.

Redningen af den unge kvinde blev vist på direkte TV, og hun formåede at smile til forsamlingen, mens hun blev båret ind i en ambulance. Den bragte hende til intensivafdelingen på et lokalt hospital, hvorfra meldingen lyder, at hun er afkræftet og udmagret efter mere end to uger i ruinerne, men derudover har hun tilsyneladende ingen alvorlige skader.

Men hvordan kunne Reshma overleve i den sammenstyrtede bygning? Ifølge redningsfolkene havde hun ikke adgang til vand, men hun var i besiddelse af en mindre forsyning mad. Maden slap imidlertid op for to dage siden.

»Hun fortalte, at hun ikke har spist de sidste to dage. Inden da havde hun spist noget tørret mad, blandt andet kiks. Hun sagde, at hun havde fundet et sikkert sted med luft og lys,« siger en anonym redningsarbejder ifølge AFP.

Reshmas historie er bemærkelsesværdig, men det er dog ikke første gang, at en person overlever længere tid i en sammenstyrtet bygning. Efter jordskælvet i Haiti i 2010 tilbragte en 27-årig mand knap fire uger under ruinerne af et loppemarked i Port-au-Prince, mens en pakistansk kvinde blev reddet ud af sit sammenstyrtede hus to måneder efter Kashmir-jordskælvet i 2005.

Dagens Gossip