Syg Fuglsang udgår af Schweiz Rundt

Skrevet af admin

20/06/2015

Mest læste i dag

Jakob Fuglsang nåede ikke i mål på lørdagens ottende etape af cykelløbet Schweiz Rundt.

Efter at have døjet med sygdom måtte Fuglsang undervejs på etapen give op og stige af cyklen.

- For tidligt ind i bussen i dag. Schweiz Rundt er ovre for mig. Tomme, tomme ben efter maveproblemer og opkast i går aftes og i nat, skriver Jakob Fuglsang på Twitter.

Til gengæld blev ottende etape en stor succes for Fuglsangs holdkammerat Alexey Lutsenko, der var etapens hurtigste rytter.

Efter 152 kuperede kilometer kom U23-verdensmesteren fra 2012 først over målstregen, mens belgieren Jan Bakelants (Ag2R) trillede i mål et enkelt sekund efter.

Mere end 20 sekunder efter kom en større gruppe i mål. Her sad blandt andet Tinkoff-Saxos stærke italiener Daniele Bennati.

Den 22-årige vinder Lutsenko er formentlig ikke helt ukendt for danske cykelfans, idet han i fjor vandt enkeltstarten i Post Danmark Rundt, mens han blev samlet nummer fire i løbet.

Søndag køres sidste etape af Schweiz Rundt i Bern. Etapen er en enkeltstart på 38 kilometer.

Her skal franskmanden Thibaut Pinot (Française des Jeux) forsøge at forsvare sit forspring på 34 sekunder ned til briten Geraint Thomas (Sky) i det samlede klassement.

/ritzau/