Syg Nadal får bank af 17-årig og afslutter sæsonen

Tennisstjernen Rafael Nadals sæson er afsluttet.

Det meddeler spanieren, efter at han fredag fik bank af den 17-årige kroat Borna Coric i kvartfinalen ved ATP-turneringen i Basel.

Allerede før nederlaget kom det frem, at Rafael Nadal havde meldt afbud til næste uges turnering i Paris, fordi han har blindtarmsbetændelse.

Med nyheden om operationen står det klart, at han heller ikke kommer med i de bedste tennisherrers sæsonafslutning, ATP World Tour Finals, der spilles i London i næste måned.

- Jeg tager ikke til Paris og London. Jeg er ikke god nok i øjeblikket. Jeg skal opereres den 3. november, siger Rafael Nadal ifølge AFP.

Udtalelserne kommer, efter at han fredag aften led et opsigtvækkende nederlag.

Den 28-årige spanier tabte 2-6, 6-7 til den kroatiske teenager Borna Coric, der blot er nummer 124 på verdensranglisten.

Den unge kroat brød Rafael Nadals serv tre gange i første sæt, mens spanieren kun formåede at svare igen en gang.

I andet sæt holdt de to spillere deres serv i hele sættet, hvorefter Borna Coric sikrede sejren ved at vinde tiebreaken med 7-4.

Rafael Nadal havde oprindeligt ønsket at vente til efter sæsonafslutningen med at blive opereret for sin blindtarmsbetændelse, og han har derfor spillet på antibiotika.

/ritzau/

Dagens Gossip