Syg Van Garderen forlader Touren på 17. etape

Skrevet af admin

22/07/2015

Mest læste i dag

En syg Tejay van Garderen (BMC) måtte på onsdagens 17. etape forlade Tour de France.

Efter 91 kilometer og på vej op af etapens tredje stigning stod amerikaneren af cyklen og satte sig ind i holdbilen, da han for anden gang var blevet sat af feltet.

Van Garderen lå ellers nummer tre i det samlede klassement og kørte efter en podieplacering i Paris.

Allerede tidligt på etapen måtte Van Garderen, der tydeligvis ikke var frisk, slippe feltet, men med hjælp fra flere holdkammerater fik han kørt sig tilbage.

Da favoritterne så begyndte at røre på sig, kunne BMC-kaptajnen igen ikke følge med, og kort efter gav han op.

Van Garderen har ellers vist flot kørsel i årets udgave af verdens største etapeløb, og snakken om hans egentlige gennembrud var begyndt.

I Pyrenæerne fulgte han flot med de største favoritter, og det gjorde, at hans første podieplads i et grand tour-løb var inden for rækkevidde.

Drømmen om Paris sluttede brat onsdag, men han kan dog se tilbage på en sejr på holdtidskørslen sammen med BMC-mandskabet.

/ritzau/