Sygdom i udlandet kan koste dyrt

Skrevet af admin

03/02/2014

Mest læste i dag

Brækker benet på skiferien i de franske alper, eller kræver lungebetændelsen indlæggelse på et hospital i Spanien, kan det ikke alene ødelægge ferien.

Fra sommer kan det også efterlade den syge med en økonomisk lussing.

Regeringen ventes i den kommende uge at vedtage en finanslovaftale med Venstre og De Konservative, som fra den 1. august gør det gule sygesikringskort ubrugeligt på rejser i EU.

Læs også: Ud med det gule - ind med det blå

Erstatningen bliver EU's blå sygesikringskort, som ikke yder samme økonomiske sikkerhed som det gule.

Hos Forbrugerrådet opfordrer seniorjurist Mads Mølgaard Braüner derfor forbrugerne til, inden de rejser, at undersøge, hvordan de er dækket, hvis uheldet skulle være ude.

- Med det blå kort er man som udgangspunkt ligestillet med borgerne i det EU-land, man rejser i. Er der egenbetaling i landet, gælder det også for de danskere, som kommer til skade, siger han.

Går rejsen eksempelvis til Storbritannien behøves ingen ekstra forsikring, for her er ingen egenbetaling, og dermed dækker det blå kort den fulde behandling.

- Men skal man behandles for en knæskade i Frankrig, kan det koste 12.000 kroner, fordi landet har en egenbetaling på 20 procent, siger Mads Mølgaard Braüner.

Ifølge Forsikring og Pension, der organiserer forsikringsselskaberne, arbejdes der i øjeblikket på højtryk for at være klar med forsikringstilbud, der kan fungere som supplement til det blå sygesikringskort.

Men det vides ikke, hvordan tilbuddene sammensættes i de enkelte forsikringsselskaber, eller hvad de kommer til at koste.

- Men de vil være klar til, at du kan udvide din rejseforsikring, uden at der opstår et hul, hvor man ikke længere er dækket, siger underdirektør Hans Reymann-Carlsen.

Det er dog ikke nok, at tilbuddene ligger klar. Folk skal også gøres opmærksom på, at det er nødvendigt at udvide deres rejseforsikringer, lyder det fra Forsikring og Pension.

- Alle er enige om, at der skal informeres meget bredt om det, så alle danskere ved, hvad der sker, inden de rejser på sommerferie. For det er en virkelig vigtig ændring.

- Så vi er i dialog med ministeriet om informationskampagner, siger Hans Reymann-Carlsen.

/ritzau/