Syge børn overses i folkeskolen

Skrevet af admin

12/03/2014

Mest læste i dag

Mere end hvert 10. barn under 16 år har mindst én kronisk eller langvarig sygdom, som giver dem store gener i hverdagen.

Oveni skaber sygdommen ofte problemer i folkeskolen og øger risikoen for meget fravær.

For skolerne er indrettet på raske børn. Men dagligdags ting som indeklima, indretning og bespisning er fyldt med svære udfordring for syge børn.

Derfor har Egmont Fonden netop bevilget fem millioner kroner til paraplyorganisationen Danske Patienter med det formål at lette skolelivet for kronisk og langvarigt syge børn.

- Det er et kæmpestort overset problem, som vi er nødt til tage alvorligt. Mange børn mistrives og kommer bagud på grund af deres sygdom. Får vi ikke fat i dem tidligere, så sætter det varige spor for deres liv, siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter.

For børn med psykisk eller fysisk sygdom er det tit svært at deltage i skolelivet som de andre.

For diabetesbørn kan det være svært at sige nej til søde sager, som andre spiser. Det kan også være tabu at tage medicin på skolen især med sprøjte. Andre sygdomme som kræft, gigt og astma giver meget fravær og kan isolere børnene socialt.

- Børnene fortæller selv, at det betyder meget at have så normal en hverdag som muligt. Hvor de trods sygdom kan leve et almindeligt børneliv sammen med kammeraterne.

- Vi forventer, at projektet vil medføre positive forandring i mange syge børns liv, siger direktør Henriette Christiansen fra Egmont Fonden.

Tanja Lindgaard fra Hinnerup ved Aarhus er mor til syv-årige Mikkel, som er multiallergiker og svært ramt af astma og eksem. Derfor tager skolens indeklima hårdt på ham.

- Det er hårdt at se, at der er så mange ting på skolen, som tricker hans sygdom. Vi ville jo gerne kunne skære ned på det stærke medicin, han får. Men det kan vi ikke, hvis han skal klare at være i skolen, siger hun.

/ritzau/