Syge svin: Sydkorea med sjælden hjælp til Nordkorea

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Sydkorea tilbyder en sjælden håndsrækning til ærkerivalen i Nordkorea, hvor der er udbrud af mund- og klovsyge i landets svinebesætninger.

Tager politikerne i Pyongyang imod tilbuddet, vil det være første gang siden 2010, at det sker på regeringsniveau.

I weekenden meddelte Nordkoreas landsbrugsministerium, at mindst 3200 svin er smittet med mund- og klovsyge. Nogle er døde af sygdommen, og de fleste er slagtet.

Udbruddet, som begyndte 8. januar, har medført store økonomiske tab, og sygdommen har spredt sig på grund af mangel på medicin og diagnosticering, skriver det nationale nyhedsbureau.

Mandag lyder det fra syd, at man er klar til at sende hjælp.

- Regeringen har foreslået et møde for at diskutere et tilbud om hjælp, og vi kan forstå, at akut hjælp er påkrævet, skriver Sydkoreas landsbrugsministerium.

Forholdet mellem Nordkorea og Sydkorea er køligt, men dog ikke bundfrossent.

De seneste dage har hundreder af sydkoreanere krydset grænsen til nord for at se familiemedlemmer, som de ikke har set siden Koreakrigen i begyndelsen af 1950'erne.

Sydkorea var for tre år siden ramt af et udbrud af mund- og klovsyge, hvilket kostede landet milliarder af kroner.

Nordkorea havde også problemer med sygdommen i 2011.

/ritzau/