Sygefraværet falder i både kommuner og stat

Danskerne er mindre syge end tidligere. I hvert fald falder sygefraværet generelt, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Når en ansat ikke er på arbejde på grund af sygdom, så giver det tabt arbejdsindsats, skriver Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonomi Sydbank i en kommentar til tallene.

- For virksomhederne betyder det tabt produktion og/eller udgifter til vikarer, og derigennem påvirker sygefraværet landets samlede økonomiske vækst. Det er derfor godt for landets økonomi at sygefraværet er faldet, påpeger forbrugerøkonomen.

Og det er både på private og offentlige arbejdspladser, at sygefraværet falder. Men der er stadig mere fravær blandt de ansatte i kommuner og regioner end i staten og den private sektor.

I 2012 lå fraværet i kommunerne på 12,0 sygedage og 11,6 dage i regionerne. De privatansatte havde med 6,4 dage færrest sygedage, mens de statsansattes sygefravær lå på 7,1 dage i gennemsnit, viser tallene.

Ser man på, hvem der er mest væk fra jobbet på grund af sygdom, er det kvinderne, der er mest væk. En del af forklaringen er dog, at der er flest kvinder ansat i kommuner og regioner.

- En del af forklaringen på den store forskel mellem kvinder og mænds sygdomsfravær kan være, at graviditetsgener indgår under egen sygdom, skriver Camilla Skovsbo Erichsen.

I fraværsstatistikken er tre ud af fire af de ansatte i kommunerne kvinder, mens andelen er oppe på 79 procent i regionerne. I staten er tallet 44 procent, mens tallet er helt nede på 37 procent i den private sektor.

De kommunalt og regionalt ansatte kvinder har i gennemsnit over fire flere sygedage om året end deres mandlige kolleger. I staten og de private virksomheder har kvinderne i gennemsnit omkring 2,5 flere sygedage.

/ritzau/

Dagens Gossip