Sygehus til 76-årig oldemor: Du er gravid med tvillinger

Skrevet af Jesper Larsen

14/02/2016

Dagens topnyheder

En 76-årig norsk oldemor fik for nylig en opsigtsvækkende besked fra sygehuset: Du er gravid med tvillinger!

- Jeg ringede til min datter med det samme og fortalte hende, at hendes mor var blevet gravid med tvillinger, for det stod der i et brev fra sygehuset, siger 76-årige Kjellfrid til den norske avis Budstikka.

- Min datter blev helt stille i den anden ende, siger den rørige 76-årige grinende til avisen. 

Hun kunne heldigvis grine af den chokerende besked, der viste sig at være en fejl fra sygehusets side. 

Kjellfrid havde forinden fået foretaget prøver af hendes hjerte, og i den forbindelse var der sket en fejl med et stemmegenkendelsesprogram, som lægerne bruger til deres journaler. 

- Det er første gang, jeg hører om sådan noget, men jeg tror, at programmet må have misforstået, hvad lægen sagde, siger Brigitte Stoffel, der er afdelingssygeplejerske på Vestre Viken sygehus til Budstikka. 

Programmet bliver brugt af lægerne, der indtaler deres noter, som så bliver skrevet automatisk for at spare tid. 

76-årige Kjellfrid har stadig svært ved ikke at grine over situationen. 

- Jeg har grinet lige siden, jeg stod op i morges, og jeg har svært ved at stppe, siger Kjellfrid, der har fire børn, fem børnebørn og to oldebørn.