Sygehus vil lukke legeplads for at give plads til rygere

Skrevet af Jesper Larsen

14/12/2014

Mest læste i dag

Legehuse og gynger skal skiftes ud med askebægre, hvis det står til ledelsen på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg. De har nemlig besluttet, at børnenes legeplads på sygehuset skal nedlægges, så der i stedet kan indrettet rygeområde for pårørende til patienter på sygehuset, skriver BT.

I en intern mail avisen er kommet i besiddelse af, skriver afdelingssygeplejerske Ellen Søndergaard, at hun ikke er enig i beslutningen, men at hun ikke kan stille noget op.

- Direktionen har vedtaget, at vore legeplads skal nedlægges for at man i stedet kan indrette rygefaciliteter på området. Jeg er på ingen måde enig i denne beslutning, og jeg har sammen med afdelingsledelsen gjort alt, hvad vi kan, ad de kanaler vi har adgang til, for at ændre denne beslutning. Men ledelsen har desværre ikke skiftet mening, skriver Ellen Søndergaard i mailen. 

BT har talt med Bjarne Normark, der er administrerende direktør på sygehuset, og han afviser kritikken. 

- Vi har den situation, at vi skal tage hensyn til alle, og der er både patienter og pårørende, der er rygere, og dem skal vi finde plads til. Og i det at vi har kunne konstatere, at legepladsen ikke har være brugt i årevis, så var det den beslutning vi traf, siger Bjarne Normark til avisen. 

Direktøren har ikke planer om at lave en ny legeplads, men henviser til, at børnene er indlagt så kort tid, at de ikke har brug for en legeplads. 

De nye rygefaciliteter bliver indviet 1. januar.