Sygehuschef: Nedslidte hospitaler koster på tilliden

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Efter 40 års drift er Herlev Hospital et af de mange danske sygehuse, som trænger hårdt til en kærlig hånd både ude og inde.

- Det presser sig på på mange områder lige fra ventilation, installationer og faldstammer til brandsikring, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding.

Han peger på, at mange af manglerne ser patienterne ikke direkte, selv om der blandt andet er hårdt brug for nye installationer.

- Men venter man på en operation og ligger og kikker op på de mange pletter på lofterne efter utallige vandskader gennem årene og det nedslidte gulv, tænker nogle patienter forståeligt nok, om vi egentlig har helt styr på resten, siger han.

Hospitalsdirektøren er især bekymret for kontrasten, når der om nogle få år klos op ad det gamle sygehus rejser sig en flot, ny akutmodtagelse og en ny mor-barn-afdeling.

- Jeg ser en fare i, at vi i den ene ende af matriklen får et spritnyt sygehus indrettet efter alle kunstens regler og samtidig i den anden ende stadig har et nedslidt sygehus, som i den grad trænger til renovering, siger Klaus Lunding.

Beregninger viser, at alene Herlev Hospital skal bruge 1,6-1,8 milliarder kroner de næste fire-fem år til nødvendige renoveringer.

Klaus Lunding sammenligner det med de velkendte renoveringer i folks egne huse.

- Når folk får et nyt køkken eller har bygget til, så ser alle jo lige pludselig, hvor meget resten faktisk trænger til en overhaling, siger han.

Ifølge sygehusdirektøren er der brug for, at sygehuset kommer ud af en dårlig spiral, hvor det ofte ender med at bruge forholdsmæssigt mange penge på at udbedre helt akutte skader.

- Der er brug for, også længe inden nybyggeriet står klart, at løbe hele det gamle hospital igennem og få sat det i stand. Når først det nye står der, bliver de store forskelle vanskelige at forklare både over for patienter og personale, siger han.

/ritzau/