Sygehusdrab: Patient reagerede pludselig på modgift

Skrevet af admin

01/04/2016

Dagens topnyheder

Den 72-årige Arne Herskovs hjerte var holdt op med at slå, da han 4. marts 2012 blev flyttet fra medicinsk afdeling 130 til intensivafdelingen på sygehuset i Nykøbing Falster.

Her fik en sygeplejerske og en læge hurtigt en mistanke om, at noget var galt.

- Pupillerne er små, i hvert fald den ene, og jeg og lægen snakkede om, at han måske havde fået morfin. Vi gav modgift, og vi blev lidt overraskede over, at han reagerede. Han fik højere puls og begyndte at trække vejret selv, husker sygeplejersken.

Fredag er hun indkaldt som vidne ved Retten i Nykøbing Falster, hvor en 31-årig sygeplejerske fra afdeling 130 er tiltalt for tre drab, herunder drabet på Arne Herskov.

Vidnet fortæller, at der i patientens journal ikke stod noget om morfin.

- Men vi tog en urinprøve og konstaterede, at der var morfin i urinen. Jeg tjekkede patientens ting, om han selv kunne have taget medicin, men der var ikke noget, fortæller sygeplejersken.

Senere på dagen stod det klart, at Arne Herskov ikke kunne reddes.

I retten fortæller en anden sygeplejerske fra intensivafdelingen, at det var hende, der slukkede respiratoren. Hun mindes, at han døde hurtigt.

I et tidligere retsmøde har en tidligere kollega fra medicinsk afdeling 130 fortalt, at han i minutterne inden det påståede drab så kvinden komme gående med en sprøjte med klar væske i hånden.

- Det undrede mig, men hun var en anerkendt sygeplejerske, så jeg tænkte, at det var der en grund til. Kort tid efter går alarmen, fordi Arne Herskov har fået hjertestop.

Ingen har imidlertid set sygeplejersken begå den påståede forbrydelse.

De to andre drab samt et drabsforsøg skal den tiltalte have begået i løbet af en enkelt vagt, der strakte sig fra 28. februar til 1. marts 2015. Også her er patienterne døde efter at have fået en overdosis af medicin.

Kvinden nægter sig skyldig i alle anklager.

/ritzau/