Sygehuse og plejehjem serverede farligt kød

Plejehjemsbeboere og patienter på sygehuse spredt over hele landet har fået serveret kød med listeria fra virksomheden Jørn A. Rullepølser, som 12 personer menes at være døde af.

Det oplyser Fødevarestyrelsen tirsdag eftermiddag.

Fødevarestyrelsen frygter også, at børnehaver, kantiner og restauranter har haft bakteriekød på menuen.

Styrelsen finder det dog ikke sandsynligt, at der fortsat vil være produkter fra virksomheden de pågældende steder, siger Kim Sigsgaard, fødevareberedskabschef i Fødevarestyrelsen.

- Vi er i gang med at undersøge, hvor det her er spredt henne. Virksomheden (Jørn A. Rullepølser red.) har kontaktet alle dens aftagere, og alle aftagerne har kontaktet deres aftagere for, at varerne kommer væk, siger han og fortsætter:

- Så det vil undre mig meget, hvis der skulle ligge nogle produkter ude i børnehaver. Tilbagetrækningen af produkterne har været effektiv, sådan som vi har set det, siger Kim Sigsgaard.

Esbjerg Kommune er en af aftagerne af kødet fra Jørn A. Rullepølser. Kommunen oplyser, at 35 indbyggere har modtaget mad med rullepølse, der kan indeholde listeria.

- Vi kontakter i dag alle de borgere, der kan have modtaget rullepølse med listeria for at sikre, at de får smidt rullepølsen ud. Rullepølsen er også anvendt på nogle af vores plejecentre, og her vil vi naturligvis også straks ophøre med at bruge den, siger direktør for Sundhed & Omsorg, Arne Nikolajsen.

Jørn A. Rullepølser A/S i Hedehusene er tirsdag blevet lukket, fordi Fødevarestyrelsen mener, at virksomheden er hovedkilden til listeria-udbruddet.

Efterfølgende har Jørn A. Rullepølser trukket i alt 30 kødpålægsprodukter tilbage.

I alt er 20 svækkede personer blevet smittet af udbruddet, hvoraf 11 er kvinder og ni er mænd i alderen 43-89 år. De er bosat i hele landet, oplyser Statens Serum Institut.

12 af personerne menes at være døde af den livsfarlige sygdom listeriose, som de har fået af at spise lammerullepølse eller andet pålæg fra Jørn A. Rullepølser.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV