Sygemeldte bruger forsikringen for sent

Skrevet af admin

21/01/2014

Mest læste i dag

Når en dansker bliver ramt af en længerevarende sygdom, går der mange gange alt for længe, inden den triste nyhed bliver viderebragt til den sygemeldtes pensionsselskab.

Dermed afskæres den syge fra muligheden for ekstra hjælp til behandling og hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

- Vi kan have nok så godt et koncept til at få folk tilbage i arbejde, men hvis vi ikke tidsnok får at vide, at der er en sygemeldt kunde, så hjælper det ikke noget, siger Poul Dahlgaard, som er direktør for skade- og helbredsbehandling i Danica Pension.

En opgørelse fra selskabet viser, at hvert femte sygdomstilfælde er mindst et år om at blive indberettet.

Det billede er som minimum dækkende for resten af pensionsbranchen, vurderer Forsikring & Pension, som understreger vigtigheden af, at langtidssygemeldinger rapporteres tidligst muligt.

Jo længere man er sygemeldt, desto større risiko er der for, at man ikke kommer tilbage i arbejde, lyder det fra brancheorganisationen.

Derfor lancerer pensionsselskaberne sammen med Kommunernes Landsforening (KL) og Arbejdsmarkedsstyrelsen nu et nyt tiltag.

Fra tirsdag er virksomhederne, når de anmoder om at få refunderet udgifterne til sygedagpenge, blevet opfordret til undersøge, om den sygemeldte er dækket af en pensionsordning.

Der er den sygemeldte, der skal aktivere dækningen, men hos Danica oplever man, at det ikke kommer i første række, når en alvorlig lidelse gør sit indtog.

- Fokus er selvfølgelig på sygdommen, og hvordan man hurtigst muligt bliver rask. Derfor vil vi forsøge at gøre det så nemt og enkelt for arbejdsgiverne som overhovedet muligt, siger Poul Dahlgaard.

Han håber, at det nye tiltag kan betyde hurtigere indberetninger, og det samme gør man hos KL.

/ritzau/