Sygeplejerske frifindes for uagtsomt at slå 92-årig ihjel

Skrevet af admin

26/01/2016

Dagens topnyheder

En sygeplejerske kan fortsætte sit virke, efter at han tirsdag eftermiddag i Københavns Byret er frifundet for uagtsomt manddrab.

Ganske vist gav han som hjemmesygeplejerske en 92-årig kvinde en for stor dosis morfin i februar 2014.

Men det er ikke bevist, at den smertestillende medicin var årsag til, at hun døde cirka 14 timer senere, fastslår byretten.

Derfor afvises anklagerens påstand om, at den 56-årige mand skal frakendes retten til at praktisere som sygeplejerske. Også frihedsstraf undgår han.

Til gengæld idømmes han en bøde på 10.000 kroner. Han har nemlig overtrådt loven om autorisation af sundhedspersoner.

Og fejlen erkendte han åbent, da retsmødet begyndte tirsdag formiddag.

Her fortalte han om, hvordan han var kommet ud på besøg hos kvinden, der var såkaldt terminal patient.

Sønnen til den 92-årige boede også i lejligheden for at kunne passe hende.

Lægens ordination lød på fem milligram ad gangen seks gange i døgnet. Men den dosis, sygeplejersken sprøjtede ind i den 92-årige, var fire gange så stor som tilladt - altså 20 milligram.

- Sønnen havde besøg af sin datter. Han sagde til mig, at han håbede på en rolig nat, fortæller sygeplejersken.

- Jeg handler irrationelt og beslutter at fordoble dosis, så de kan få en rolig nat, siger han.

Men han huskede galt. Han troede, at lægen havde ordineret ti milligram ad gangen.

- Jeg gjorde den fejl, at jeg troede, at jeg kunne huske det i hovedet, erkender han. Og han fortæller også, at han bagefter var chokeret over sin handling.

For nogle år siden begik han ligeledes en fejl, da han beregnede medicin til en svagelig patient. Dén sag førte til en samtale med en psykolog, som hjalp ham med et redskab, så han kunne undgå lignende episoder - men den blev ikke meldt til politiet.

Sønnen har vidnet i retten. Et par timer efter hjemmesygeplejerskens besøg ringede han stærkt bekymret til vagtlægen.

- Jeg opdagede, at hun trak vejret meget, meget tungt. Der gik 20 til 30 sekunder mellem hvert åndedrag, fortæller han. Næste morgen døde moren.

Sygeplejersken har modtaget dommen.

/ritzau/