Sygeplejerske: Sharon græd under koma

Skrevet af admin

11/01/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon tilbragte de sidste otte år af sit liv i dyb koma, men en gang imellem reagerede han på sine omgivelser.

Det siger den sygeplejerske, der tog sig af Sharon i næsten otte år.

En gang imellem pressede han hendes hånd og løftede et øjenbryn, siger Marina Lifshitz til reportere på Tel Hashomer Hospital, hvor Sharon døde.

Sygeplejersken fortæller, at hun en morgen viste Sharon et fotografi af hans afdøde hustru Lily, og at der "løb en tåre fra hans øje".

- Det er meget svært at glemme det, siger hun.

- Desværre kendte jeg ham ikke, da han var premierminister. Jeg kendte ham som patient. Han var en helt. Selv gennem sine sidste dage fortsatte han med at kæmpe som en løve, siger Marina Lifshitz.

Sharons tilstand blev stadig forværret i de seneste uger, og Zeev Rotstein, lederen af hospitalet i Tel Aviv, hvor Sharon lå i koma, havde gjort det klart, at Sharon var døende.

Den tidligere premierminister blev ramt af en kraftig hjerneblødning under en valgkamp i 2006, da han var på vej til at blive genvalgt. Lægerne har siden kæmpet for at få ham ud af koma.

Ariel Sharon var premierminister fra 2001 til 2006. Tidligere har han været både udenrigsminister og forsvarsminister.

Sharon efterlader sig to sønner, Omri og Gilad. Hans anden hustru, Lily, døde seks år før, han blev ramt af de skæbnesvangre hjerneblødninger i 2006.

/ritzau/dpa