Sygeplejerske tiltalt for seriemord var den første hos død patient

Skrevet af admin

14/03/2016

Mest læste i dag

- Jeg skal jo spørge, nu hvor vi har tiltalt dig for drab. Var det dig, der gjorde det?

- Nej, det var det ikke, lyder det bestemte svar.

En sygeplejerske fra Nykøbing Falster afviser kategorisk, at det var hende, der 4. marts 2012 tog livet af den 72-årige Arne Herskov.

Ved Retten i Nykøbing Falster er den 31-årige kvinde tiltalt for at have dræbt tre patienter og for at have forsøgt at tage livet af en fjerde. Hun nægter sig skyldig.

Anklager Michael Boolsen undrer sig imidlertid over, at kvinden var den første hos Arne Herskov, da han pludselig fik hjertestop. Den pågældende dag var sygeplejersken nemlig såkaldt gruppeleder og havde derfor ikke noget oplagt ærinde hos patienten.

Ifølge den tiltaltes forklaring er der dog ikke noget usædvanligt i hendes adfærd. Formentlig fik hun øje på den livløse mand, da hun kom gående forbi på gangen.

- Jeg konstaterer, at patienten ligger yderst stille. Om morgenen har jeg garanteret set, at patienten var vågen. Det er mig, der kalder hjertestoppet, siger kvinden.

Det ender med, at Arne Herskov dør. Efterfølgende viser det sig, at manden har fået en overdosis af morfin og Stesolid, og derfor involveres politiet.

- Selvfølgelig tænker man over, hvad man har givet af medicin, og om der er noget, man kan hæfte sig ved. Men det syntes jeg ikke, at der var. Patienten havde haft et længere indlæggelsesforløb og var meget svingende undervejs, siger hun.

Efter en stribe afhøringer valgte politiet dengang at opgive efterforskningen.

Men da sygeplejersken efter en nattevagt i 2015 blev sigtet for drab på tre patienter, genoptog man efterforskningen at det mistænkelige dødsfald fra 2012.

28. januar 2016 besluttede Statsadvokaten i København at rejse tiltale for tre drab og et drabsforsøg, herunder drabet på Arne Herskov.

/ritzau/