Sygeplejersker bygger for kvart milliard ved havnen

Byggeriet skal stå klart i foråret 2015, og den samlede projektsum er formentlig i størrelsesordenen en kvart milliard kroner.

»Nordhavn er et fantastisk spændende område, som er inde i en rivende udvikling med promenade, gadeliv, havnebad, erhverv og bolig og flot arkitektur. I PKA er vi glade for muligheden for at være med til at sætte vores præg på denne udvikling samtidig med, at vi skaber et godt afkast til vores medlemmer,« siger ejendomschef Nikolaj Stampe.

Blandt de nærmeste naboer til PKA-byggeriet bliver to gamle cementsiloer, som er ved at blive omdannet til utraditionelle kontorhuse.

Byområde med 40.000 indbyggere

PKA har købt byggegrunden af det offentlige udviklingsselskab By & Havn, som også sælger jord i Ørestad. Projektmageren Corpus Development er totalentreprenør, mens Ernst Kindt-Larsen er arkitekt.

Hele Nordhavn skal i 2040 have 40.000 indbyggere. Første udviklingsetape - Århusgadekvarteret - er planlagt til 3.000 beboere og 6.000 arbejdspladser samt butikker og cafeer på i alt 350.000 kvm, hvoraf 70.000 kvm er eksisterende bygninger, der skal bevares.

I foråret fik By & Havn afsat omkring en fjerdedel af byggeretterne i Århusgadekvarteret i kølvandet på den store Mipim-ejendomsmesse i Sydfrankrig. Kort tid efter overtog PFA Pension en større grund, som skal have stort kontorbyggeri, måske et nyt hovedsæde til pensionskæmpen selv.

Formentlig fra 2019 får Nordhavn sin egen metrogren fra Østerport med to stationer - senere kan grenen udbygges til en sløjfe.

Dagens Gossip