Sygeplejersker får lønkroner som fredagsslik

Omkring 120.000 ansatte i social- og sundhedssektoren i Danske Regioner kan se frem til at få en overenskomst for de næste to år, inden fredagen er omme. Det vurderer forhandlingslederen for KTO, lærerforeningsformand Anders Bondo Christensen.

Og selv om Bondo efter mange års erfaring som forhandlingsleder er blevet forsigtig, når det gælder om at spå om forhandlingsforløb, tror han, at forhandlingerne med regionerne kan sluttes forholdsvis hurtigt:

- Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle bruge 28 timer i KL i sidste weekend. Men jeg er optimist. Men jeg har en god fornemmelse i maven og tror på, at vi har en underskrift, inden dagen er omme, siger Anders Bondo Christensen.

Det er anden gang, at forhandlerne for lønmodtagerne i Sundhedskartellet, KTO, FOA og AC sætter sig ned til politiske forhandlinger med Danske Regioner. Og KTOs forhandler mener, de største knaster er høvlet af. Nu mangler de blot en slibning.

- Vi har haft en politisk forhandling, hvor vi ikke lavede egentlige delresultater, men hvor vi prøvede at skabe fælles forståelse på de områder, hvor der var nogle uenigheder, siger Anders Bondo Christensen.

Men skal han pege på, hvor uenighederne ligger, er det på størrelsen af en lønstigning - og uenigheder om valg til tillidsmand mellem Sundhedskartellet og regionerne:

- Den helt afgørende knast er udmøntningen af en ramme. Men hvor stor uenigheden er, må eftermiddagen vise, siger han.

KTOs forhandler siger, at det er en fordel for forhandlingerne, at der allerede nu ligger en ramme for lønudviklingen både hos staten og hos kommunerne, hvor aftalerne er kommet på plads.

- Både i staten og i kommunerne har man accepteret, at det er den private lønudvikling, der danner rammen for den regionale lønudvikling. Så mon ikke vi kan komme på plads med det hos regionerne, siger Anders Bondo Christensen.

Forhandlingerne starter fredag eftermiddag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip