Sygeplejersker kan glæde sig over stort pensionsafkast

Sygeplejerskernes, socialrådgivernes og socialpædagogernes pensioner er blevet en del mere værd i den første halvdel af 2014.

Det skyldes, at pensionskassen PKA, der blandt andet administrerer disse faggruppers pensioner, har haft et afkast på 10,7 milliarder kroner i første halvår af 2014. Det svarer til et afkast på seks procent.

PKA har skabt resultatet gennem positivt afkast på obligationer, aktier, ejendomme og renteafdækning.

- Renteafdækningen har haft en positiv effekt på afkastet, og når vi så kombinerer det med gode afkast på aktierne, går det op i en højere enhed, siger Peter Damgaard Jensen, administrerende direktør for PKA, i en pressemeddelelse.

PKA har i løbet af sommeren været i fokus på grund af, at PKA har en større investering i dækvirksomheden Genan, der har været i store vanskeligheder.

Det endte med, at PKA købte storaktionæren Bent A. Nielsen ud af Genan og blev eneejer, men PKA måtte samtidig sluge et tab på 830 millioner kroner.

Administrerende direktør Peter Damgaard Jensen oplyser, at der er taget højde for den store nedskrivning i afkastet på 10,7 milliarder kroner.

- Der har været en del fokus på denne enkeltinvestering, og derfor er det også meget tilfredsstillende at kunne vise, at vi denne nedskrivning til trods har klaret det godt på de finansielle markeder og leveret et flot afkast til vores medlemmers pensioner, siger Peter Damgaard Jensen.

PKA har i alt 260.000 medlemmer og en samlet formue på 200 milliarder kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV