Sygeplejersker og læger vil afskaffe kontroltyranniet

Både de danske sygeplejersker og overlæger er enige i, at der i øjeblikket bruges for meget tid på unødvendigt bureaukrati. Ifølge Dansk Sygeplejeråd bliver op mod 2200 sygeplejerskestillinger årligt brugt på overflødig dokumentation.

»I dag er der for meget kontroltyranni i form af dobbeltregistreringer, langsomme IT-systemer og unødvendige screeninger af patienter. Det skal vi have gjort op med, og det vil på sigt kunne frigive ressourcer og medarbejdere til at øge produktiviteten og de patientnære opgaver,« siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, der repræsenterer landets omkring 70.000 sygeplejersker, i en pressemeddelelse.

Overlægeforeningen mener, at der er brug for et nationalt projekt, der skal rydde op i krav til dokumentation og registrering på landets hospitaler.

»Vi har i lang tid foreslået, at sygehusene i langt højere grad måles på deres resultater end med alle mulige skemaer, som ikke siger noget om den kvalitet, patienterne oplever i behandlingen, men som tværtimod tager tid fra kerneopgaverne. Derfor burde det være i alles interesse at komme i gang med en reform af styringen af sygehusene,« siger Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell.

Regeringens Produktivitetskommission fremlagde mandag en rapport med en række anbefalinger til en mere effektiv offentlig sektor. En central anbefaling er mindre bureaukrati og mere fokus på de konkrete resultater.

En analyse fra Sygeplejerådet viser, at en helt almindelig hospitalssygeplejerske i gennemsnit bruger cirka en time og 40 minutter om dagen på dokumentation, og 26 minutter af den tid bliver vurderet til at gå til unødvendig dokumentation, svarende til omkring 2200 fuldtidsstillinger om året.

»Det er helt afgørende, at politikere og ledelser lytter til medarbejderne, og man sammen finder ud af, hvor papir og kontrolarbejdet ikke giver mening. Der er ikke nogen snuptagsløsning på det her, men gennem et fokuseret samarbejde, vil man kunne skære det unødvendige fra, og det er bare med at komme i gang,« siger Grete Christensen.

Dagens Gossip