Sygeplejerskerne skal være mindre udfordrende klædt

Uniformerne skal være mindre udringede, længere bagpå og så skal de være lavet af stof, der ikke er gennemsigtigt. De ønsker kom fra sygeplejerskerne i de tre regioner, der er i gang med at udvikle nye uniformer til deres sundhedspersonale. Og regionerne har lyttet.

- Vi har haft en stor undersøgelse blandt regionens medarbejdere på hospitalerne, og en af de ting der går igen er, at de vil have at uniformen skal være tækkelig. Den skal ikke være gennemsigtig, afslørende, nedringet eller for kort de forkerte steder, fortæller projektleder Søren Uhre fra Region Midtjylland til dsr.dk.

Stordriftsfordele
Samtidig er der stordriftsfordele ved at alle sygeplejersker i regionen bruger de samme uniformer. I dag har de forskellige sygehuse nemlig ofte forskellige kollektioner, og derfor kan der ikke købes stort ind. De udgifter, der er til at få udviklet den nye uniform, bliver således dækket af de gevinster, der er ved storkøb og rationalisering.

Valgfrihed i hovedstaden
I Region Hovedstaden er udviklingen af nye uniformer til 30.000 ansatte sundhedsmedarbejdere netop overstået. En stor kollektion af både hvide og farvede uniformsdele skal nu sys, så regionens læger, sygeplejersker, SOSU’er, fysioterapeuter og ergoterapeuter frem mod efteråret 2014 alle kan få nyt arbejdstøj.

Sjælland pilottester blå tshirts
I Region Sjælland er det også alle ansatte i hvide uniformer, der skal indstille sig på forandringer.

- Medarbejderne har haft en række ønsker, blandt andet at den skal være varm om vinteren. Derfor har vi fået en fleeceoverdel, der kan tages udover uniformen. Derudover har vi fokuseret på at lave overdelen fleksibel, så medarbejderne kan vælge den, der passer dem bedst. Vi får både en polo vævet i tykt stof, en tshirt, der er blå for at gøre den mindre gennemsigtig, og en traditionel uniformsoverdel, der dog er længere på ryggen. Samtidig udgår den klassiske kittel til fordel for en, der har knapper hele vejen ned, og som kræver at man har bukser på indenunder, siger Thomas Sjølander Bruus Jensen, der er driftchef hos Region Sjælland.

Den sjællandske kollektion er nu færdigudviklet. Henover sommeren skal den igennem et testforløb, hvor en række medarbejdere skal afprøve uniformen, og efter tilbagemeldingerne fra testperioden vil de sidste justeringer blive foretaget.

Hverken Region Syddanmark eller Region Nordjylland har lignende projekter på tegnebrættet.

Dagens Gossip