'Synes ikke godt om'-knappen bliver en realitet

Skrevet af Kirstine Petersen

15/09/2015

Mest læste i dag

Din ven har lige skrevet et opslag på sin facebookvæg om, at hans cykel, som han fik i fødselsdagsgave af sine forældre, er blevet stjålet. Din veninde har lige skrevet, at hun har mistet sin kat. 

Du vil gerne vise lynhurtigt og uden at skulle skrive en lang smørre, at du tænker på dem, og at det er en trist situation. Her ville den omvendte ”like”-knap være genial. Men den findes som bekendt ikke. Endnu.

Nu åbner facebooks stifter Mark Zuckerberg dog op for en velbevaret hemmelighed, der vil få markant opbakning af de fleste facebookbrugere: ”Dislike” eller "synes ikke godt om"-knappen er ved at blive en realitet.

- Jeg tror, at folk har bedt om den her knap i mange år. I dag er en særlig dag, for i dag er dagen, hvor jeg kan sige, at vi arbejder på at lancere den, sagde Mark Zuckerberg under en konference fra firmaets hovedkvarter, ifølge Daily Mail.

Han ønsker dog ikke, at facebook skal ende med at være ligesom andre sociale medier, hvor brugere kan op- og nedgradere andres opslag efter smag og behag ved hjælp af en knap.

- Det folk egentlig søger er muligheden for at udtrykke deres empati, mener han.