Syrere blev kørt til Danmark - chauffør får 10 måneder

Skrevet af admin

13/04/2015

Dagens topnyheder

En chauffør, der kørte 18 syrere til Danmark i en campingbus, er mandag blevet idømt fængsel i 10 måneder for menneskesmugling.

Vestre Landsret har dermed skærpet straffen en smule i forhold til den dom på otte måneder, som byretten i Sønderborg i december nåede frem til.

Men landsretten har ikke fulgt et krav fra anklagemyndigheden om næsten at fordoble sanktionen - nemlig til 15 måneder, oplyser den dømtes forsvarer.

Det var anklagemyndigheden, der havde anket byrettens dom for at få en hårdere straf.

- Min klient har ikke spillet nogen anden rolle end at være chauffør, siger advokat Nils-Erik Kallmeyer.

- Han har været det yderste led i fødekæden, men chauffører straffes hårdt, konstaterer advokaten.

Typisk betaler arrangører af rejserne 500 euro til en chauffør for at tage turen fra Italien til Danmark, har det været fremme i andre sager.

Den dømte i mandagens sag er en 33-årig egypter, der bor i Italien. Den estisk indregistrerede campingbus, som han kørte, blev stoppet på motorvejen ved Frøslev.

I bilen var der 14 voksne og fire børn fra det krigshærgede Syrien.

Sagen ved landsretten handler om overtrædelse af straffelovens bestemmelse om menneskesmugling.

Netop dette redskab bruger anklagemyndigheden mere end tidligere.

I 2014 blev der rejst 96 sigtelser efter denne paragraf, og det er en kraftig stigning i forhold til 2013, skrev Jyllands-Posten tidligere i år.

Den hårdere kurs blev indledt sidste efterår, fordi der om sommeren havde været en stor tilstrømning af asylansøgere fra Syrien og Eritrea.

Ifølge politiet har en grundigere efterforskning kunnet sandsynliggøre, at der oftere er tale om systematisk og organiseret menneskesmugling - og dermed er vejen blevet banet for at bruge straffeloven.

Tidligere er de fleste sager blevet rejst som en overtrædelse af udlændingeloven og har typisk givet en straf på fængsel i et par måneder.

/ritzau/