To syrere er anholdt i Schweiz i bil med sprængstofspor

Skrevet af admin

11/12/2015

Mest læste i dag

Under fortsat uklare omstændigheder har myndighederne i Schweiz anholdt to syriske statsborgere.

I bilen, som de kørte i, er der fundet spor af sprængstof, rapporterer avisen Tribune de Genève og schweizisk tv.

Oplysningen om anholdelserne kommer, dagen efter at sikkerhedsniveauet i Genève blev hævet.

Myndighederne sagde til lokale medier, at de leder efter personer, der mistænkes for at have forbindelse til terrorisme.

En sikkerhedsvagt ved FN's europæiske hovedkvarter i Genève sagde til Reuters, at de schweiziske myndigheder leder efter fire personer, der skulle befinde sig i Genève eller nær byen.

Den schweiziske statsanklager sagde, at han havde indledt en efterforskning på basis af "terrortrusler i Genève".

Efterforskningen var ifølge anklageren rettet mod ukendte personer, der mistænkes for at tilhøre en kriminel organisation, og som forbryder sig imod det schweiziske forbud mod, at de militante islamistiske bevægelser al-Qaeda og Islamisk Stat opererer i Schweiz.

Der var torsdag forlydender om, at det højere sikkerhedsniveau havde forbindelse til terrorangrebet i Frankrig 13. november, da Islamisk Stat dræbte 130 mennesker.

Avisen Le Temps rapporterede, at en ven af Salah Abdeslam, der er eftersøgt i forbindelse med attentatet, var blevet set i en varebil af politiet i Genève.

Det skete efter et tip fra fransk politi, der ifølge avisen havde sagt til de schweiziske myndigheder, at to personer i bilen er under stærk mistanke for at have forbindelse til radikal islam.

Der er fredag aften ingen oplysninger om, at de to anholdte skulle være disse to personer.

/ritzau/Reuters