Syrien afgiver kontrol med kemiske våben

Det oplyser det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

»Vi havde frugtbare forhandlinger med udenrigsminister Sergej Lavrov i går, og han foreslog et initiativ omkring kemiske våben. Ud på aftenen gik vi med på det russiske initiativ,« siger den syriske udenrigsminister, Walid al-Moualem, ifølge Interfax.

Han begrunder Syriens beslutning med, at den vil fjerne amerikanernes grundlag for at angribe landet.

Ifølge Sergej Lavrov er forslaget, som Rusland håber, vil afværge en militær aktion i Syrien, ikke kun skabt af russiske hænder, men også via kontakter med USA.

Rusland er ifølge udenrigsministeren klar til at færdiggøre planen med inddragelse af FNs generalsekretariat, Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) og medlemmer af Sikkerhedsrådet.

Samtidig siger Frankrig tirsdag, at landet vil komme med en resolution til FNs Sikkerhedsråd, der skal kræve, at Syrien udleverer sine kemiske våben eller blive mål for en militær aktion.

Resolutionen, der fremlægges i New York senere tirsdag, vil også kræve, at de personer, der er ansvarlige for giftgasangrebet 21. august anklages ved Den Internationale Straffedomstol.

Nu tyder det på, at præsident Bashar al-Assad er gået med til at lægge de kemiske våben.

Dagens Gossip