Syrien-aktion anklages for social dumping til søs

I skyggen af den humanitære katastrofe i Syrien udspiller sig et slag om løn- og arbejdsvilkår om bord på danske skibe. Det skriver Avisen.dk.

Søværnet har hyret et skib fra DFDS til at fragte Assads kemiske våben ud af Syrien.

Men selv om skibet er fra et dansk rederi, sejler under dansk flag og med dansk kaptajn, får de polske besætningsmedlemmer en løn, der ligger langt under de overenskomster, som gælder for danske søfolk.

Det er ifølge Enhedslisten både et brud på ILO 94-konventionen og de såkaldte arbejdsklausuler, som forpligter staten til at sikre overenskomstsvarende løn- og arbejdsvilkår.

- Vi finder det stærkt kritisabelt, at regeringen ikke sikrer, at søfolk på en farlig mission for den danske stat sikres danske løn- og arbejdsforhold, siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, til Avisen.dk.

Fragtskibet Ark Futura fra DFDS ligger lige nu forankret i Middelhavet, mens det venter på grønt lys til at sætte kursen mod Syrien, hvor over 1000 ton kemiske våben skal fragtes ud af det borgerkrigshærgede land.

Ifølge Avisen.dk's oplysninger er der 12 besætningsmedlemmer - fem danskere og syv polakker - på fartøjet.

I en mail fra Forsvarsministeriet fremgår det, at de polske søfolk aflønnes på et "internationalt acceptabelt niveau".

Ifølge fagforeningen 3F, som organiserer danske søfolk, svarer det normalt til en månedsløn på 8000-10.000 kroner - eller omtrent en tredjedel af niveauet for danske søfolk.

Det får nu fagforeningen til at anklage regeringen for social dumping til søs.

- Det er fuldstændig absurd. Det handler jo ikke om syv polske søfolk, men om at staten aktivt bidrager til, at danske søfolk ikke kan få job på danske skibe, siger forhandlingssekretær Henrik Berlau, tidligere formand for Sømændenes Forbund.

Fra regeringens egne rækker i SF lyder der også kritik af, at staten ikke har stillet krav om danske lønninger om bord på Ark Futura. Både Enhedslisten og SF har kontaktet forsvarsminister Nicolai Wammen (S) for at sikre dansk løn til de polske søfolk.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV