Syrien anklages for at sprede kemiske våben

Det sker angiveligt i et forsøg på at komplicere de amerikanske bestræbelser på at finde frem til masseødelæggelsesvåbnene.

En hemmelig syrisk militærenhed har fået ansvar for at flytte lagrene af giftgasser og ammunition, og det rejser straks spørgsmål om levedygtigheden af den russiske plan, som skal sikre international kontrol med Syriens russiske våben, oplyser amerikanske og mellemøstlige regeringskilder ifølge AFP.

Regeringskilderne oplyser til Wall Street Journal, at oplysningerne om spredningen af de kemiske våben kan komplicere et muligt amerikansk militærangreb mod Syrien. Ifølge avisen er det den særlige »Enhed 450«, der flytter rundt på de farlige våbenlagre. Det har den angiveligt gjort i flere måneder - og så sent som i sidste uge, ifølge lækkede efterretninger.

De kemiske våben blev angiveligt flyttet rundt for første gang for omkring et år siden, og de er nu angiveligt fordelt på op mod 24 store lagre, Tidligere er våbnene blevet opbevaret på forskellige steder i det vestlige Syrien.

Ud over de store lagre mener amerikanerne også, at Enhed 450 har taget en række mindre lagre i brug, så de kemiske våben kan være fordelt på op mod 50 større og mindre lagre spredt ud over hele Syrien. De amerikanske og israelske efterretningstjenester mener dog stadig at vide, hvor størstedelen af lagrene er placeret, hvis man skal tro Wall Street Journal. Avisen citerer dog samtidig en kilde for at sige, at »vi ved meget mindre, end vi gjorde for seks måneder siden om, hvor de kemiske våben er«.

De amerikanske efterretningstjenester bruger satellitter til at spore de køretøjer, som »Enhed 450« benytter, men billeder viser ikke altid, hvad køretøjerne transporterer.

Torsdag tilsluttede Syrien sig officielt den internationale traktat, som forbyder brug af kemiske våben. Det sker som led i de syriske bestræbelser på at undgå et militært angreb fra USA.

Amerikanerne anklager syriske regeringsstyrker for at stå bag et giftgasangreb i en række forstæder til Damaskus 21. august. Den amerikanske regering mener, at omkring 1.400 mennesker mistede livet under angrebet med det kemiske våben, heraf flere end 400 børn.

Præsident Bashar al-Assads regering benægter dog dette og siger, at det er de syriske oprørere, som står bag.

Dagens Gossip

Dagens TV