Syrien dræber 17 i luftangreb mod Islamisk Stat

Fly fra det syriske luftforsvar angreb lørdag morgen en lejr tilhørende Islamisk Stat og dræbte mindst 17 fra den militante bevægelse. Angrebet fandt sted i Syrien, oplyser en syrisk aktivistgruppe.

Foruden de 17 medlemmer af Islamisk Stat blev også et barn dræbt, oplyser det regeringskritiske Syriens Observatorium for Menneskerettigheder med base i London.

Barnet, som blev dræbt, var i lejren for at besøge en ældre bror, der trænede i lejren, forlyder det.

Den syriske præsident, Bashar al-Assads, regime har optrappet luftangrebene mod Islamisk Stat og andre sunnimuslimske militantgrupper den seneste tid og gennemfører næsten dagligt angreb.

Islamisk Stat er igen kommet i søgelyset, efter at oprørsgruppen har offentliggjort en video, der angiveligt viser halshugningen af et britisk gidsel.

Der er tale om David Haines, der i en tidligere video, hvor amerikaneren Steven Sotloff blev halshugget, blev udpeget som IS' næste offer.

Billeder fra videoen, der er blevet offentliggjort sent lørdag aften, viser ifølge nyhedsmediet al-Jazeera den 44-årige brite ved siden af en maskeret mand.

Ifølge den maskerede mand er drabet på Haines konsekvensen af, at Storbritannien har vedtaget at sende våben til den kurdiske peshmergahær, der kæmper mod den militante IS-gruppe i det nordlige Irak.

USA's præsident, Barack Obama, søger at opbygge en international koalition for at bekæmpe den militante bevægelse, og Danmark indgår i den såkaldte kernekoalition på 10 lande.

Mandag er Frankrigs præsident, François Hollande, vært ved en konference om bekæmpelse af Islamisk Stat, som opfølgning på forrige uges Nato-topmøde, hvor USA stillede sig i spidsen for koalitionen.

Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), ventes at deltage sammen med blandt andre de øvrige permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip