Syrien er klar ved fredsmøde men oppositionen mangler

Skrevet af admin

29/01/2016

Mest læste i dag

Håbet om fremskridt i fredsprocessen for Syrien svinder, selv om repræsentanter for styret i det krigshærgede land er mødt frem fredag aften som planlagt.

Hovedoppositionen har sent fredag meldt deres ankomst i Genève i løbet af weekenden, men den "vil ikke deltage i forhandlingerne".

Det skriver High Negotiations Committee, som omfatter Det Syriske Nationalråd (SNC), på Twitter.

Det er det første store FN-møde for Syrien i to år. Men det er svært, når ingen repræsentanter for oppositionen er klar til at forhandle, lyder det fra en vestlig diplomat.

Diplomaten kalder over for nyhedsbureauet Reuters mødet for en "total fiasko". Som situationen står nu, vil det være en sejr for præsident Bashar al-Assads styre, lyder det.

- Styret er sluppet helt ud af kniben. Hvem skal de forhandle med? Hvis du skal gå ind i forhandlinger, skal du have en modpart. Det er en vidunderlig situation for regimet, som kan demonstrere vilje, siger diplomaten.

Repræsentanter for det officielle Syrien ankom fredag aften til forhandlingerne i Genève i skikkelse af Syriens FN-ambassadør, Bashar al-Jaafari, og den syriske viceudenrigsminister, Ahmad Arnous.

Ingen af de syriske delegationsmedlemmer sagde noget ved deres ankomst.

Mødets format var af FN planlagt som drøftelser med henholdsvis det syriske styre og oppositionen i separate rum.

Oppositionen har krævet et totalt stop for styrets luftangreb og fri adgang til belejrede byer, før de vil møde op ved en aktiv fredsproces.

Hele ugen har der hersket usikkerhed om mødet.

FN's særlige udsending for Syrien, Staffan de Mistura, sagde torsdag, at man ville gennemføre samtalerne trods usikkerhed om oppositionens rolle.

Flere hundredtusinder mennesker er dræbt i den syriske krig, der har stået på siden foråret 2011.

Forhandlingerne i den schweiziske by er led i en FN-plan fra november, da man lagde op til dannelsen af en overgangsregering og valg inden for 18 måneder.

I en skriftlig erklæring siger Mistura, at mødet åbner fredag med fredssamtaler med styret i Damaskus. Møder med "andre deltagere" følger, hedder det.

/ritzau/Reuters