Syrien: Giftgas-destruktion tager et år

Omkring 100 våbeneksperter skal tilbringe op til et år i Syrien for at overvåge destruktionen af regimets kemiske våben.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at missionen "ganske enkelt aldrig har været foretaget før", og våbeninspektører står over for en "hidtil uset fare".

Våbeneksperterne fra FN begyndte søndag - i samarbejde med syrisk personale - at ødelægge kemiske våben i det borgerkrigshærgede land. Det gælder blandt andet missilsprænghoveder, luftbomber og udstyr til at mikse kemikalier.

Missionen anses for at være en af de største og mest farlige afvæbningsopgaver nogensinde, fordi borgerkrigen i Syrien stadig raser.

De kemiske våben i Syrien blev et storpolitisk stridsemne, efter at et giftgasangreb mod en oprørskontrolleret forstad i Damaskus i august kostede hundredvis af mennesker livet, hvilket fik USA til at true med et militært angreb.

Men kort efter erklærede præsident Bashar al-Assad sig villig til at tilslutte sig det internationale forbud mod kemiske våben.

USA og Rusland fulgte op med en plan om destruktion og produktion af alle kemiske våben i Syrien, og det blev for nylig bekræftet i en FN-resolution. Syrien har erklæret sig villig til at følge FN-beslutningen.

Syrien regime menes at råde over omkring 1000 ton kemiske våben - heriblandt nervegassen sarin og sennepsgas. Våbenarsenalerne og produktionsanlæggene skal være destrueret inden midten af 2014.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip