Syrien kalder anklager om kemiske våben for »åbenlys løgn«

Det fastslår den syriske informationsminister, Omran al-Zohbi, på russisk fjernsyn lørdag.

»For det første vil jeg gerne bekræfte, at udmeldingerne fra den amerikanske udenrigsminister (John Kerry, red.) og den britiske regering ikke har hold i virkeligheden og er en åbenlys løgn,« siger Omran al-Zohbi i et interview, der er offentliggjort på hjemmesiden rt.com. Siden er finansieret af den russiske regering.

»Jeg vil gerne understrege en gang til, at Syrien aldrig vil bruge det - ikke kun på grund af tilslutningen til international lov og reglerne for krigsførelse, men på grund af humanitære og moralske årsager,« siger al-Zohbi.

USAs præsident, Barack Obama, advarede fredag den syriske regering om, at det vil være en såkaldt »game changer«, hvis Syrien benytter sig af kemiske våben.

Den løftede pegefinger fra Obama kom i kølvandet på meldinger fra blandt andre Israel og Storbritannien om, at der var tegn på, at regimet havde benyttet sig af giftgassen sarin.

EU genfremsatte fredag et ønske om at få det syriske styre til at tillade en FN-undersøgelse af regimets mulige brug af kemiske våben, men ifølge informationsministeren kan Syrien ikke stole på inspektører fra Storbritannien og USA.

»Vi stoler ikke på de amerikanske og de britiske eksperter fra et politisk synspunkt. Vi stoler heller ikke på deres kvalifikationer. Deres sigte er at jonglere med fakta,« siger Omran al-Zohbi, der samtidig oplyser, at man er villig til at tillade russiske eksperter.

Rusland har sammen med Kina blokeret for flere FN-resolutioner, der vil true Syriens og præsident Bashar al-Assad med sanktioner.

Dagens Gossip