Syrien klar til at møde vestlig intervention

»Vestlige trusler om angreb mod Syrien er en del af det psykologiske og politiske pres mod Syrien. Men under alle omstændigheder er vi klar til at møde alle scenarier,« siger officeren.

I forbindelse med at FNs inspektører er i Syrien for at undersøge oprørernes udsagn om, at Assads styrker har anvendt giftgas mod civile, har forskellige ledere tilkendegivet, at man ikke nødvendigvis vil vente på et FN-mandat til at intervenere i Syrien, hvis FNs eksperter finder det bevist, at der har været brugt kemiske våben.

Den britiske premierminister, David Cameron, afbrød mandag sin ferie for at stå i spidsen for et møde i Storbritanniens nationale sikkerhedsråd, hvor det skal drøftes, hvordan man skal reagere, hvis det bliver bekræftet, at der er blevet brugt kemiske våben i Syrien.

Ifølge udenrigsminister William Hague vil det være muligt at reagere på den syriske anvendelse af kemiske våben uden enstemmig opbakning i FNs Sikkerhedsråd.

»Er det muligt at reagere på brugen af kemiske våben uden fuldstændig enighed i FNs Sikkerhedsråd? Ja, vil jeg hævde, da det ellers kan blive umuligt at reagere på sådanne overgreb og forbrydelser,« siger Hague til BBC Radio ifølge Reuters.

Den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, har ligeledes givet udtryk for, at man ikke vil vente på grønt lyd fra FN for at intervenere i Syrien.

Tyskland vil også støtte eventuelle konsekvenser mod det syriske regime, hvis dets brug af kemiske våben bliver bekræftet.

»Brugen af ??kemiske masseødelæggelsesvåben vil være en forbrydelse mod civilisationen,« siger udenrigsminister Guido Westerwelle ifølge AFP.

»Hvis deres brug bliver bekræftet, vil verdenssamfundet være nødt til at handle. I så fald vil Tyskland være blandt dem, der vil støtte konsekvenserne,« tilføjer han.

Det forlyder ikke, hvilke konsekvenser, der er tale om, men ifølge Westerwelle er Berlin i tæt kontakt med FN og de allierede.

Også USA og Frankrig har udvist en voksende vilje til at handle militært mod det syriske regime, hvis det har brugt kemiske våben.

Samtidig opfordrer Kina det internationale samfund til, at man går forsigtigt til værks i Syrien.

»Alle parter er nødt til at håndtere spørgsmålet om kemiske våben forsigtigt for at undgå at blande sig i den overordnede styring mod at løse Syriens problemer gennem politiske løsninger,« siger udenrigsminister Wang Yi.

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, mener, at Vestens anklager om, at hans regime har brugt kemiske våben mod civile, er »en fornærmelse«. Det siger præsidenten ifølge AFP i et interview med den russiske avis Izvestia mandag.

»Kommentarerne fra politikere i Vesten og andre lande er en fornærmelse mod sund fornuft... Det er sludder,« siger Assad.

Ifølge USAs forsvarsminister, Chuck Hagel, vil enhver amerikansk beslutning vedrørende Syrien blive truffet i samråd med det internationale samfund.

Det eneste land, der indtil videre direkte har advaret mod en intervention i Syrien, er Rusland, hvis udenrigsminister, Sergei Lavrov, har advaret den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, om, at det vil få »ekstremt farlige konsekvenser« at lancere en militæraktion mod det syriske regime.

Op mod 1.300 mennesker blev ifølge oprørskilder dræbt med nervegas onsdag før daggry i, hvad der synes at være det værste angreb med kemiske våben, siden Saddam Husseins styrker gassede tusinder af kurdiske landsbyboere i 1988.

Mandag eftermiddag ankom FN-inspektørerne til et af områderne, hvor et formodet giftangreb fandt sted onsdag, og eksperterne er ifølge lægekilder på stedet i færd med at lave test på ofrene.

Ifølge syrisk stats-TV bliver de syriske oprørere beskyldt for at stå bag skuddene.

Dagens Gossip

Dagens TV