Syrien-konflikt kan stadig ende i militær intervention

»Vi har nået en fælles vurdering af mængden og typen af kemiske våben, som Assad-regimet har besiddet. Og vi er forpligtede overfor det internationale samfund til hurtigt at overtage kontrollen over disse våben,« sagde USAs udenrigsminister, John Kerry, lørdag ved et fælles pressemøde med Ruslands udenrigsminister, oplyser nyhedsbureauet AFP.

Udenrigsministrene, der siden torsdag har forsøgt at finde fælles fodslag i Syrien-konflikten, er ifølge AFP nået til enighed ved, at FN skal have fuld adgang til Syrien og, at våbeninspektørerne skal være i landet allerede i november.

John Kerry fastslår, at målet er, at alle Syriens kemiske våben skal være fjernet i midten af 2014. Efterkommer Syrien ikke USA og Ruslands krav, er de to lande også nået til enighed om at lade FNs sikkerhedsråd skride ind.

»I tilfælde af at disse krav ikke bliver opfyldt, eller hvis nogen bruger kemiske våben, vil Sikkerhedsrådet træffe foranstaltninger i henhold til kapitel syv i FNs pagt,« sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, lørdag ifølge AFP.

FN pagtens kapitel syv beskriver, at »sikkerhedsrådet skal afgøre, om der forelægger nogen trussel mod freden« og hvis »sikkerhedsrådet skulle skønne, at de hjemlede forholdsregler ville være utilstrækkelige, kan det tage skridt ved at anvende luft-, sø- eller landstridskræfter tilhørende medlemmer af de Forenede Nationer.«

Kort efter de to stormagters udenrigsministre nåede til enighed, meddelte præsident Barack Obama, at USA vil opretholde sin militære trussel mod Syrien.

»Vi er nødt til at se konkrete tiltag for at påvise, at Assad er alvorlig om at opgive sine kemiske våben. Og da denne plan opstod med en trussel om en amerikansk militær aktion, vil vi fastholde vores militære holdning for at presse Assads regime,« siger Obama ifølge AFP.

Tidligere har Assad ifølge nyhedsbureauet Reuters meddelt, at Syrien ikke vil udlevere de kemiske våben, medmindre USA stopper truslen om et militært angreb.

Frankrig, der igennem forhandlingerne har støttet USA i et militært indgreb, hilser lørdag den nye aftale mellem USA og Rusland velkommen.

»Udkastet til aftalen, der blev indgået i Genève om at eliminere det syriske regimes kemiske våben, er et vigtigt skridt fremad,« siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, ifølge Reuters.

Aftalen mellem Rusland og USA kommer, efter at Kerry og Lavrov i ugevis har diskuteret, hvordan en intervention over for Syrien skulle finde sted, efter at hundredvis af civile blev dræbt af kemiske våben i Damaskus’ forstæder 21. august.

USA har siden angrebene beskyldt Assad-regimet i Syrien for at stå bag angrebet og truet med en militær intervention.

Dagens Gossip