Syrien kritiserer det internationale samfund

Syrisk tv viste onsdag tv-optagelser af "terrorforbrydelser" side om side med oppositionslederen Ahmad al-Jarbas tale ved den igangværende fredskonference i Schweiz.

Jarba beskylder her præsident Bashar al-Assad i at være skyldig i forbrydelser mod menneskeheden.

- Billederne af tortur overgår alt undtagen nazisternes lejre under Anden Verdenskrig, siger han.

Det statslige tv undlod at navngive Jarba, da han indledte sin tale på fredskonferencen.

På en splitskærm viste tv-stationen Jarba til højre og optagelser af død og ødelæggelse til venstre under overskriften "Terroristiske forbrydelser i Syrien."

Jarba siger i sin indledende tale i Montreux, at præsident Assads militær har styrket al-Qaeda ved at angribe Den Frie Syriske Hær.

Han opfordrer den syriske regeringsdelegation til at indføre et overgangsstyre, hvor Assad overdrager magten til en midlertidig administration.

Forinden havde Syriens udenrigsminister, Walid al-Moualem, sagt ved åbningen af fredskonferencen, at det internationale samfund må stoppe med at lade våben flyde ind i landet til støtte for "terrorister."

Han opfordrede til en fjernelse af sanktionerne mod Damaskus.

Walid al-Moualem, der kom på podiet efter FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og udenrigsministrene fra Rusland og USA, Sergej Lavrov og John Kerry, blev på talerstolen meget længere end planlagt.

- Jeg har ret til at give den syriske version her, sagde han efter at være blevet bedt om at fatte sig i korthed ved fredskonferencens begyndelse i Montreux.

Hver taler havde fået syv minutter til deres indlæg ved åbningen af konferencen.

Ban afbrød Moualem første gang, da denne i 20 minutter havde fremsat en lang række beskyldninger mod oppositionen og dens tilhængere.

Men den syriske minister vinkede afværgende med hånden og insisterede:

- Jeg må slutte min tale.

Walid Moualem kaldte landets opposition for "forrædere" og for "udenlandske agenter".

- De hævder, at de repræsenterer den syriske befolkning, men hvis man taler på befolkningens vegne, så skal man ikke være en forræder over for det syriske folk eller være agenter i fjendes sold, hed det i Moualems åbningstale.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip