Syrien og Iran håner USA

Nyhedsbureauet Reuters citerer søndag en leder på forsiden af regeringsavisen, al-Thawea, hvor ordet »tilbagetog« går igen.

»Obama annoncerede lørdag, direkte eller indirekte, starten på et historisk amerikansk tilbagetog,« hedder det blandt andet.

Senere fulgte den syriske viceudenrigsminister, Faisal Mekdad, op med en erklæring på TV om, at en »krigserklæring mod Syrien er både en kriminel og forkert beslutning,« hvorefter viceudenrigsministeren sluttede af med at erklære:

»Vi er sikre på, at vi vil blive sejrherrerne.«

Også i Iran, Syriens anden store allierede ud over Rusland, blev meddelelsen modtaget med en lignende kommentar fra parlamentets formand, Ali Larijani:

»Amerikanerne ser ikke bølgen af had mod deres krigeriske politik og fortsætter med at forfølge planer om militæraktioner mod Syrien, selv om planerne er blevet modarbejdet i FNs Sikkerhedsråd og i det britiske parlament, der har erklæret sin modstand mod militæraktioner,« sagde han til nyhedsbureauet ISNA.

Samtidig med erklæringerne meddelte det syriske observatorium for menneskerettigheder, at antallet af ofre for borgerkrigen i Syrien nu har rundet 110.000.

Dagens Gossip