Syrien: Oldtidsminder i Palmyra er uskadt

Skrevet af admin

26/05/2015

Dagens topnyheder

Palmyra, som er en vigtig del af Mellemøstens kulturarv, er ikke blevet ødelagt, selv om byen blev indtaget af militante fra Islamisk Stat i sidste uge.

- Den historiske by har det fint. Der er indtil videre ingen ødelæggelse, siger Maamoun Abdulkarim, der er den syriske regerings øverste ansvarlige for oldtidsminder og antikviteter, til Reuters.

Han tilføjer, at han fortsat har en frygt for, at Islamisk Stat vil sprænge de oldgamle ruiner i luften, herunder grave og templet Bel, som i Islamisk Stats strenge opfattelse af islam kan blive betragtet som afgudsdyrkelse.

Unesco, der har Palmyra på organisationens liste over uerstattelig verdensarv, er også stærkt bekymret over udviklingen.

Syriske myndigheder har flyttet hundredvis af statuer fra Palmyra til sikre steder og har sendt en appel til den syriske hær og oprørere om at skåne oldtidsbyen.

Området omkring Palmyra har været ramme om voldsomme kampe mellem regeringstro militser og Islamisk Stat, og i sidste uge lykkedes det så den yderliggående gruppe at indtage byen.

For få dage siden meddelte det statslige syriske tv, at Islamisk Stat har dræbt 400 civile i Palmyra, først og fremmest kvinder og børn.

Mandag morgen indledte præsident Bashar al-Assads styre en modoffensiv for at presse jihadisterne ud af oldtidsbyen.

Islamisk Stat rykkede frem mod Palmyra i weekenden, men blev tvunget på tilbagetog.

Palmyra er kendt som "Sandets Venedig", og den har med de mange ruiner midt i den syriske ørken - nær en oase - halvvejs mellem middelhavskysten og Eufrat-dalen gennem århundreder overrasket rejsende.

Borgerkrigen i Syrien har tidligere ført til omfattende ødelæggelser af dele af det historiske Aleppo, der beskrives som den by i verden, der har været beboet kontinuerligt i længst tid.

/ritzau/Reuters