Syrienkriger får syv års fængsel for tilslutning til IS

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Retten i Glostrup har fredag idømt 24-årige Hamza Cakan Manden syv års fængsel for at lade sig hverve af Islamisk stat.

Der gik et gys gennem retssalen, da retsformand Hans Christensen læste konklusionen op. Anklager Anders Riisager havde nemlig kun krævet seks års fængsel.

Dog slipper Hamza Cakan for at få frakendt sit danske statsborgerskab og blive udvist af Danmark, som anklagemyndigheden havde krævet.

Dommen falder, efter at retten i onsdags kendte 24-årige Hamza Cakan skyldig i at lade sig hverve til Islamisk Stat i Syrien.

To gange i 2013 rejste han til Syrien, og dommere og nævninger har fundet det bevist, at han var tilknyttet Islamisk Stat som kæmper, og at han fik træning i både kamp og våbenhåndtering.

Manden er desuden kendt skyldig i i 2015 at lade sig hverve endnu en gang. I den forbindelse optog han et kviklån på 20.000 kroner, som skulle gå til Islamisk Stat.

Han kom dog aldrig afsted, da han blev anholdt i Københavns Lufthavn. Herfra ville han rejse til Istanbul i Tyrkiet og derfra videre til Syrien.

/ritzau/