Syriens Assad hylder sparket til Morsi

SYRIEN: Den syriske præsident, Bashar al-Assad, og hans regering udtrykker i en erklæring glæde over, at det egyptiske folk gennem protester i gaderne har skilt sig af med præsident Morsi og betegner det som et »stort fremskridt«, skriver AFP.

Dagens hyldest til det egyptiske militærkup kommer fra en præsident, der selv har beordret sit militær til at skyde mod demonstranter, og som gør alt for at bevare magten, herunder anvendelse af kemiske våben.

Alligevel lyder det i erklæringen, at »Syriens folk, lederskab og hær udtrykker påskønnelse af den nationale og folkelige bevægelse, der er resulteret i et stort fremskridt.«

Præsident Assad føler sig så sikker i sadlen, at han i et interview med den syriske avis Thawra giver udtryk for, at oprørerne ikke udgør den største trussel. Den vil i givet fald komme fra en udenlandsk militærintervention, hvilket Assad betegner som usandsynlig, fordi der er dyb uenighed, når det gælder udsigten til, at radikale islamister kommer til magten. Derfor siger han om sine modstandere:

»Den eneste mulighed, de har, er en direkte udenlandsk intervention. Men der er tøven og modstand fra de fleste lande, så hvis vi kan stå denne fase igennem med beslutsomhed, har vi intet at frygte,« siger Assad.

Samtidig er de syriske oprørere dybt splittede, og torsdag mødes de for at forsøge at udpege en ny leder, efter at deres paraplyorganisation, Det Syriske Nationalråd, har været uden en samlende leder den seneste måned.

Præsident Assads styrker har de seneste uger trængt oprørerne i defensiven, og torsdag var der rapporter om, at det syriske luftvåben bombede byen Homs, hvor oprørerne hidtil har stået stærkt.

Dagens Gossip

Dagens TV