Syriens borgerkrig dræner dansk nødhjælpskasse

»Vores nødhjælpskasse er helt i bund. Hvis der opstår en ny, stor humanitær katastrofe i morgen, har vi ikke midlerne til at reagere,« siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til Altinget.dk.

I 2013 er der afsat 256 millioner kroner til akutte og langvarige kriser, og det beskrives som ekstraordinært tidligt, at kassen er tom. Derfor er udviklingsministeren nu på jagt efter flere penge i Udenrigsministeriet. Danmark forventer at bruge 1,5 milliarder kroner på humanitære indsatser i indeværende år, og heraf er der allerede blevet brugt omkring 330 millioner kroner på at hjælpe ofrene fra krisen i Syrien. Og det er helt rigtigt prioriteret, mener Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors.

»Situationen gør det nødvendigt at bruge pengene,« siger han og peger på, at nogle katastrofer altid får mere opmærksomhed end andre.

»Derfor er det vores ansvar som hjælpeorganisation at sørge for, at der også er hjælp til de kriser, der er uden for mediernes opmærksomhed. Vi har derfor vores egen katastrofekasse, som vi blandt andet bruger i Congo, Somalia og Zimbabwe,« siger han til Altinget.dk.

Krisen i Syrien begyndte i marts 2011 som en udløber af Det Arabiske Forår. Siden udviklede den sig til en regulær borgerkrig, hvor omkring fem millioner syrere er blevet fordrevet internt, mens mindst 93.000 personer har mistet livet. Det reelle tabstal vurderer dog at være langt højere, og den syriske præsident Bashar al-Assad beskyldes blandt andet for at have brugt kemiske våben mod oprørerne i landet.

FN appellerede i sidste uge til verdenssamfundet om at give knap 25 milliarder kroner til dække de humanitære behov i og omkring Syrien.

Dagens Gossip